Spring til indhold

Loven mod kviklån har virket – men har skabt nye utilsigtede virkninger

I Berlingske i dag skriver Finans & Leasings direktør, Christian Brandt, om kviklånslovens utilsigtede virkninger. Det gør han sammen med Spillebranchen og KreaKom, hvis brancher også er ramt af loven.

Som erhvervsministerens egen evaluering af loven har vist, så er kviklånene væk, og der findes ikke længere lån med en ÅOP over 25 %. Derfor giver det ingen mening at opretholde et markedsføringsforbud for lån og andre produkter fx leasing, som udbydes af finansielle virksomheder.

Både virksomheder og forbrugere bliver taget som gidsler, da ingen kan sikre, at der ikke sker en sammenblanding af markedsføring af låne- og spilprodukter. Det går ud over udbuddet og transparensen i markedet, og det rammer både forbrugere og virksomheder, at konkurrencen bliver ringere. Særligt for nystartede virksomheder er det en show-stopper.

Vi er overbeviste om, at politikerne ikke havde til hensigt, at loven skulle have disse utilsigtede konsekvenser, da de lavede loven. Men det er der mulighed for at rette op på, og det håber vi, at både erhvervsministeren og de politiske partier vil være med til.