Brug factoring til tilbagebetaling af Covid19-lån
Mange virksomheder står nu med forpligtelsen til at betale de lån tilbage, som staten ydede i den første tid af coronakrisen. Derfor opstår der helt naturligt et yderligere finansieringsbehov hos mange virksomheder. For mange virksomheder, der handler B2B, vil det være oplagt at overveje at benytte en factoringløsning til at frigøre ekstra likviditet. Ved factoring overdrager eller belåner man sine tilgodehavender for salg af varer eller tjenesteydelser til factoringselskabet og får umiddelbart likviditet til gengæld – kreditsalg veksles til kontantsalg.
”Bruger man factoring til belåning af sin debitormasse betyder det altså, at debitormassen kan frigøre yderligere likviditet, som kan bruges til virksomhedens drift og udvikling, og til at afdrage på ”coronalån”, siger formand for Finans & Leasings factoringsektor, Søren S. Larsen.
Finansiering af en virksomhed ved at benytte både et pengeinstitut og et factoringselskab giver virksomheden muligheden for at have en yderligere fleksibel finansieringsstruktur, ligesom dette fremmer en naturlig konkurrence mellem de finansielle parter, alt til glæde for virksomheden. Og bruger man to forskellige finansielle parter, er der også flere til at understøtte virksomheden, i de fremtidige vækstscenarier. Også hvis der skulle komme yderligere negative, økonomiske påvirkninger som følge af en eventuel ny bølge af corona.
”Vi ser i øjeblikket flere og flere virksomheder, der ser mulighederne og fleksibiliteten i at benytte factoring for at opnå en optimal likviditet og dermed kunne vækste, og samtidig afdrage på ”coronalånet”, siger Søren S. Larsen, der også er direktør i Midt Factoring A/S.