Skip Navigation LinksForside > Information > Nyheder fra foreningen Klik her for at logge ind.

Skip Navigation Links.

Seneste nyheder

30-08-10: Privat billeasing - fælles standardaftale med FDM

FDM og Finans og Leasing lancerer nu en fælles standardaftale for privat billeasing. Se nedenfor pressemeddelelse herom.

P r e s s e m e d d e l e l s e

                                                                                        26. august 2010

 

Større forbrugertryghed med ny privatleasingkontrakt

 

En ny leasingkontrakt som brancheorganisationen Finans og Leasing har udarbejdet sammen med FDM gør det tryggere at privatlease bilen.

 

Finans og Leasing og FDM er nået til enighed om en fælles standardkontrakt for billeasing til private. Kontrakten indebærer bl.a. at det skal være en uvildig, der gennemgår bilen for skader ved tilbageleveringen, og giver forbrugeren garantilignende vilkår i hele leasing­perioden. Med standardkontrakten har forbrugeren sikkerhed for, at aftalen er rimelig og dækker de forskellige spørgsmål, som kan opstå.

 

”I takt med at privat billeasing vinder større og større udbredelse, er det naturligt at sikre forbrugernes tillid til ”produktet” ved i samarbejde med FDM at udforme en standardaftale, som er rimelig og afbalanceret i forhold til forbrugerens interesser. I stedet for en minutiøs gennemgang af den konkrete aftale kan forbrugeren nu koncentrere sine kræfter om relevante individuelle forhold såsom det årlige kørselsbehov, biltype, udstyrsniveau, pris etc.” siger Christian Brandt, direktør for Finans og Leasing.

 

Det fremgår af kontrakten, at leasinggiveren som minimum skal sørge for at servicere bilen, som det fremgår af servicebogen. Endelig bygger kontrakten på en fast pris i hele aftalens løbetid, dvs. at leasinggiveren ikke pludselig kan hæve prisen.

 

”Leasingmarkedet har tidligere været præget af leasingkontrakter med uigennemskuelige vilkår, så det er et stort skridt for forbrugersikkerheden, at der er lavet en standardkontrakt. Det har været væsentligt for os, at det er en uvildig, der tjekker bilen igennem, når den skal tilbageleveres, så leasinggiveren ikke bare kan sende en kæmpe regning til forbrugeren. Og så er det en klar fordel ved kontrakten, at leasingudbyderen forpligter sig til at yde en 3-årig garanti på bilen, der svarer til en fabriksgaranti på 3 år”, siger Thomas Møller Thomsen, adm. direktør i FDM.

 

Det er frivilligt, om leasingselskaberne tilknyttet Finans og Leasing anvender den nye standardkontrakt men ønsker forbrugerne en god sikkerhed, bør de vælge at indgå aftaler med leasinggivere, der bruger kontrakten. På Finans og Leasings hjemmeside (www.finansogleasing.dk) kan man se hvilke udbydere, der bruger kontrakten.

 

Den nye leasingkontrakt kan anvendes fra 1. september 2010.

 

Fakta om FDMs og Finans og Leasings standard leasingkontrakt

·         Prisen for hele leasingperioden fremgår af leasingkontrakten og kan ikke ændres, når forbrugeren har fået leveret bilen.

·         Det fremgår af kontrakten, at leasingudbyderen er forpligtet til at servicere bilen i henhold til servicebogen.

·         Der kan kun laves særlige tillæg til kontrakten i forhold til servicevilkår og beskrivelse af slid

·         Der er fleksible vilkår for lejlighedsvis udlån af bilen til familie og venner

·         Den ekstraordinære førstegangsydelse tilbagebetales forholdsmæssigt i tilfælde af totalskade eller bortkomst i bilens 1. leveår.

·         Leaser forbrugeren bilen i tre år, bliver bilen garantidækket, som var der tre års fabriksgaranti på bilen. Også selv om fabrikken kun tilbyder to års fabriksgaranti.

·         Ved tilbagelevering af bilen, skal bilen gennemgås for skader af en uvillig tredjepart fx på FDMs testcentre. Leasingtager opfordres til at være tilstede under gennemgangen.

·         Kontrakten kan anvendes af leasingselskaber, der er medlemmer af Finans og Leasing, fra og med 1. september 2010.

 

Billedtekst: En ny leasingkontrakt udarbejdet af Finans og Leasing og FDM skaber større forbrugertryghed.

Yderligere oplysninger:    Kontakt FDMs presseafdeling, presse@fdm.dk

tlf. 45 27 09 67 – 24 timers telefon

 

Kontakt Finans og leasing, dir. Christian Brandt, chb@finansogleasing.dk, tlf.: 36725580 eller 40382987 (mobil)

el.

adm. dir. og formand for Finans og Leasing Henrik Bech-Hansen, Nordania Leasing, hbec@nordania.dk, tlf. 45130101 eller 22102300 (mobil)

 

 

Finans og Leasing er brancheorganisation for danske finansieringsselskaber herunder 35 leasingselskaber

 

FDM er med 234.000 medlemshusstande Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation

 

 

Finans og Leasings oversigt over medlemmer som udbyder privat billeasing efter den nye fælles standardkontrakt: se under "Medlemmer", "Sorteret efter kategori" og "C) privat billeasing".